Baggrund for havens tiltrækningskraft uanset om det er en villahave, en landhus-have eller taghave på byens tage er ens for menneskets opfattelse af de nære værdier og vores 5 sanser:

Hus og Have som erotisk Symbiose. Når hus og have opfattes som ligeværdige væsener - der i indbyrdes samspil smelter sammen til en uadskillelig helhed - opnås ikke så sjældent gådefulde oplevelser. Man tryllebindes til at tro, at man kan løse gåden, præcis som med en erotisk fascination. Uanfægtet af omverdenen drages man tilbage igen og igen, i den naive tro at man gennem sin fysiske nærværelse langsomt, men sikkert kan tyde mere og mere af det uforståelige.

Gartneren og havearkitekten Gudmund Nyeland Brandt (1878-1945) opdelte havearkitekturen i to overordnede lovmæssigheder, nemlig den menneskelige tankes lovmæssighed og naturens lovmæssighed. Kunsten at realisere skønne og dermed uimodståelige huse og haver rummer nøje vægtede dele af ovennævnte lovmæssigheder. Ingredienserne består af et konglomerat af byggematerialer og vækster, sammensat med forståelsen for det menneske-, dyre- og planteliv, som husene og haverne skal danne ramme omkring. Respekteres naturens lovmæssighed, kan det være forbløffende enkle midler, som skal til at aktivere vores sanseapparat. Mange forbinder nemlig et hus og dets beboere med deres have og vækster:

Dem med den kæmpeblodbøg, eller gaden med de fem kirsebærtræer eller baggården, hvor der gror et figentræ op ad sydmuren, for ikke at tale om dem med det store jordbærbed lige ud til vejen!

Analyserer man baggrunden for opbygningen af det enkelte hus i samspillet med dets have, er det en kendsgerning, at mange menneskers udgangspunkt er behovet for at skabe sit helt private ”skatkammer”, som kun særligt indbudte bydes indenfor i. Her fornemmes et nærmest instinktivt grundlag for alle vores villa- og parcelhusbebyggelser, havebyer og kolonihavekvarterer. Dog fører de smukke intentioner langtfra altid til skatkamre, som både kan leve op til éns personlige forventninger og drømme, og på samme tid spille op til de naturgivne landskabers poesi. I planlægningen af  mange huse og haver overraskes man over, hvor ofte der ”gås over åen efter vand”. Helt overordnet betragtet starter ulykkerne almindeligvis med, at man for at opnå enkle og overskuelige byggefelter, udplanerer forskellige områders landskabelige karakteristika. Jorden skrælles ganske enkelt af ved hjælp af store jordflytningsmaskiner. Ud over at disse ubeherskede jordflytninger i sig selv amputerer landskaberne, betyder kørselen med det tunge maskineri, at jorden sammenpakkes så voldsomt, at der mange steder opstår alvorlige problemer med traktose. Med det tragikomiske resultat til følge, at jorden ikke længere er optimalt egnet til nogen form for dyrkning.

Disse oftest unødvendige, og oven i købet økonomisk kostbare, forandringer af de naturgivne forhold er de første falske toner i den erotiske symbiose. De næste mislyde opstår ved, at der udplantes vækster, som ikke hører naturligt til i de enkelte landskaber og disses jordbunds- og klimaforhold. Det kan være særlig ”forædlede” udenlandske sorter, som de glitrende haveblade lokker med. Eller det kan være skandinaviske sorter, som egner sig til helt specifikke forhold, der ikke er lokale forudsætninger for. Mange af disse vækster vantrives og mister dermed deres frodighed og potens.

Eksempler herpå kan være det herhjemme særdeles udbredte japanske kirsebærtræ, som på trods af dets smukke blomster kan forekomme eunuk-agtig resten af året - og hvorfor egentlig gå glip af den skønne spise, kirsebærret, når vi har så mange fine herboende kirsebærsorter med mindst lige så pragtfulde blomster ?

Et andet eksempel er de mange fyr- og grantræer, som mange steder plantes ud på må og få, oftest uden hensyn til de skovsammenhænge, hvor de optræder i deres rette element - man kan sige, at det er ”familietræer”, som opnår deres råstyrke, når de optræder mange sammen. Når vinden suser i det uendelige grenvirvar i de svenske skove, mærkes den spændingsfølelse, som drager én videre, men også snerten af bekymring for, om man nu kan finde hjem igen. Bliver det nødvendigt at sove ude? Et grantræ i en parcelhushave er ganske enkelt ufarligt, hvorfor det mister hele sit spændingsmoment og dermed respekten omkring sig. Kærlighedsmetaforen er igen nærliggende.

Belønningen for at oplære en intuition for væksternes udfoldelseskrafter er, at kunne følge dem, som trives og derfor svarer igen med ekstra ufatbar styrke i alle vækststadierne. Fra det lille uanselige frø som kommes i jorden, der transformeres til en viril spire, som så skyder rumraketlignende knopper, der igen forvandler sig til alskens blomster, for måske at slutte vækstringen med et uforglemmeligt smagende bær, som på samme tid indeholder næste års frø. Ligesom de fleste mennesker ikke ønsker at delagtiggøre uvedkommende i kærlighedsakten, ligesådan er det med husenes haver og beboernes udvalgte vækster - nogle behøver hundred procent fred for omverdenen, andre kan pirrende titte frem her og der.

Det erotiske univers åbenbares ikke uden magien. I arkitekturens/havernes verden skal virkemidlerne benyttes til at give de ting, vi omgiver os med, substans. Og til at skabe steder for eftertænksomheden og fordybelsen. Måske ligefrem til ’at give os et indblik i det ufattelige’, som det så fint formuleres i en Ingmar Bergman-film. Ingredienserne er de særegne danske kulturlandskaber og de dertil hørende levende væsener, det være sig planter, dyr og mennesker. Sammensættes disse individer talentfuldt med de bedste sider af vores byggeskikke, fuldbyrdes den erotiske symbiose. Almindeligvis affødende det underfundige, men dog velkendte resultat, at skønheden overflødiggør alle ligegyldighedernes behov for det hærværks-sikre og det vedligeholdelsesfri.

Kimen til de danske skatkamre er så enkel, at man næsten ikke tør tro på det.